tirsdag den 23. april 2013

Brødstænger til den lille sult

I dag kom Truntens mødregruppe på besøg, så vi bagte lidt en hurtig omgang brødstænger

 
6-7g gær (1/8 pk) - ca 1 dl vand - 200-250g mel (jeg blandede hvede-, rug- og grahamsmel)  2-3 spsk olie - 1 stk salt.
Hæver 1 lunt en times tid. Olie til pensling og salt og/eller sesam til at drysse på. Bages ca 15 min ved 200 grader

mandag den 22. april 2013

Grovbrød med øl

Her er opskriften på vores foretrukne grovbrød.
Der skal øl i hvilket Trolden finder meget spændende, for 'børn og mig må jo ikke få øl, mor' :-)
Opskriften er med surdej, første gang jeg bagte det brugte jeg bare en halv portion af en rugbrødssurdej, og efterfølgende tager jeg ca. 100 g af dejen og gemmer i køleskabet til næste bagnings surdej.


Groft brød med masser af smag, 2 stk:
1/4 pk gær - 600g vand - 100g surdej - 825g hvedemel - 120g rugmel - 120g sigtemel - ½ øl - 50g sirup - 2 spsk salt.
Opløs gæren i vandet. Tilsæt surdej og rør den godt ud. Tilsæt lidt af melet, så øl, sirup og salt. Til sidst resten af melet.
Dejen bliver rigtig klistret. Tag lidt fra til surdej.
Dejen hæver i køleskab natten over, enten i brødforme med film om, eller i skålen med en pose om.
Bages ved 260 grader i 10 min, derefter skrues ned på 200 grader i 20 min.

søndag den 21. april 2013

Hush Hush 4 - Englenes Fald (Bog)

Eller Finale, som er bogens originaltitel, er 4. og sidste bog i serien Hush Hush.


Lad mig først starte med at sige at jeg er total sucker for love! Jeg elsker bøger om teenagekærlighed. Min første 'kærlighed' var Twilight bøgerne, så læste jeg Fallen serien og nu Hush Hush. Og jeg elsker dem alle!

Hush Hush handler om Nora, der forelsker sig i den faldne engel Patch, og det kan man sagtens forstå - han er en rigtig badboy som viser sig at have et hjerte af guld. Der opstår selvfølgelig en masse forhindringer og twists undervejs. Klart en anbefalelsesværdig serie, som jeg har læst for 2. gang nu, men lur mig om ikke jeg finder bøgerne frem igen om noget tid..

lørdag den 13. april 2013

Nemme sparetips til hverdag

Jeg har samlet en række gode råd til at spare i dagligdagen, det er ikke kæmpe besparelser, men mange bække små..
De fleste ting på listen er nogle vi allerede praktiserer herhjemme, andre er nogle jeg for nyligt har opstøvet rundt om på nettet, som vi er ved at vænne os til. Et par kræver en investering (som på sigt betaler sig selv ind og mere til) men det fleste handler om at ændre vaner.



  • Skift til et kort som ikke kan overtrækkes, fx Mastercard Debit, Visa Elektron eller almindeligt hævekort. Det sparer dig både for renter på overtrækket, og sikkert også nogle impulskøb som måske er for dyre eller unødvendige.
  • Tjek kvitteringen inden du forlader butikken. Hvis du har problemer med at huske hvad pris varerne stod til, når du er kommet gennem kasselinien, så noter priserne på din indkøbsseddel undervejs mens du handler.
  • Lad vær med at købe plastikposer til at bære varerne hjem i. Pak i gratis papkasser, eller investér i stofindkøbsnet, kraftige plastiktasker eller sammenklappelige plastikkasser. Jeg handler en gang om ugen, og kan fylde ca 4 almindelige plastikposer til 2,50kr/stk - Det er altså 500kr om året!! Så selvom man efterfølgende bruger plastikposerne i skraldespanden, kan det ikke forsvares...
  • Lav madplan
  • Flere sparetips til dit husholdningsbudget
  • Når du vasker tøj, så fyld vaskemaskinen helt op - Ingen klatvask eller halvtomme maskiner, så pas på med at sortere vasketøjet i for mange kategorier. Prøv at måle/veje om du bruger for meget vaskepulver i forhold til anvisningen på pakken. Overvej om du kan vaske ved lavere temperatur, og om skyllemiddel nu også er nødvendigt.
  • Drop tørretumbleren med mindre det er strengt nødvendigt.
  • Kog vand til madlavning i elkogeren, i stedet for at lade komfuret bringe vandet i kog i gryden.
  • Brug den kogeplade der passer i størrelsen til gryden. Og kog med låg på.
  • Tø frossent kød op i køleskabet, så holder det temperaturen i køleskabet lavere og det bruger mindre strøm på nedkøling.
  • Når der springer en elpære, så skift den til en spare pære.
  • Sæt vandsparer på din bruser og alle husets vandhaner.
  • Alle radiatorer i samme rum, skal stå på samme temperatur.
  • Spar på varmen og find i stedet sutsko og tæppe frem.
  • Sluk alt hvad du kan af elapparater om natten og når ingen er hjemme, altså sluk på væggen (eller overvej en spareskinne).
  • Sluk lyset når ingen er i rummet, husk at slukke alle lamper når det er lyst udenfor.
  • Sluk bruseren mens du sæber dig ind i badet, og sluk vandhanen mens du børster tænder.
Har du flere gode råd så skriv en kommentar

fredag den 12. april 2013

torsdag den 11. april 2013

Hotdogbrød

Menuen stod på hotdogs, så jagten på en opskrift på hotdogbrød gik ind. Jeg fandt en hos Newyorker By Heart.
Jeg har tilpasset den til hvad jeg havde i skabene og til 8 stks, som var hvad jeg havde brug for.


8 stk Hotdogs-/pølsebrød

35g gær - 2,5dl lunt vand - 1 æg - 35g olie - 1 tsk salt - 2 tsk honning
- 100g speltmel (sigtet) - 50g grahamsmel - 350-400g hvedemel -- Pensling: 1 æg + sesam.

Opløs gæren i vandet. Tilsæt resten, huske at der altid skal lidt mel i en dej før salt (og sukker) kommer i.
Hold lidt mel tilbage og brug så lidt som muligt, for at få luftig og lette brød.
Hæver lunt tildækket i skålen (fx i en pose) 30 min (Jeg satte det i køleskabet først, for jeg var i god tid med at røre dejen sammen - det skal jo passe med ungernes lur).
Del dejen i 8 lige store dele, rul dem som lange hotdogbrød og lig på bagpladen med film over.
Her hæver de nu til ca dobbelt størrelse (minimum 40 min). Derefter pelsles de og drysses med sesam.
Bages i forvarmet alm ovn i 10-15 min ved 225 grader, til de er gyldne.
Tip - Lad altid bagepladen med det hævende brød stå på komfuret mens ovnen forvarmer, så hæver de ekstra godt synes jeg.

onsdag den 10. april 2013

Hjemmelavet vaniljesukker

Vaniljesukker kan man nemt lave selv; kornene fra 2-3 vaniljestænger 'moses' med en spsk. sukker.
Efterhånden som vaniljen fordeler sig, tilsættes mere sukker, indtil der er nok til at fylde et syltetøjsglas
(eller anden lufttæt beholder). De tomme vaniljestænger klippes i 2-3 stykker og stikkes ned i vaniljesukkeret.

 


Når man så har brugt af det, fyldes op med ny sukker og røres rundt.
Hver gang man har en tom vaniljestang, klippes den i stykker og stikkes i vaniljesukkeret.
Det er både billigere og mere dekorativt end det traditionelle færdigkøbte vaniljesukker

mandag den 8. april 2013

Den bedste barselsgave = Strækviklen!

Det slog mig lige i dag, at jeg savner tiden med en baby i slyngen.. Den bedste barselsgave jeg fik, var nemlig en strækvikle kaldet Koalaviklen. Jeg brugte den enormt meget til begge børn fra de var få dage gamle og indtil 3-4 måneders alderen.
Der er så mange fordele ved at have sin lille nyfødte i slyngen; du har selv hænderne fri, barnet får tryghed og nærhed, og nogle børn sover længere i en vikle end i barnevognen.

Trolden sov gerne 3 timer af gangen i viklen da han var nyfødt, smadder praktisk når man står og forbereder navnefest og skal lave fondantkager, invitationer og diverse andre forberedelser. Det var lige meget om jeg støvsugede eller brugte elmixeren, han sov bare bedst i viklen - i barnevognen sov han aldrig mere end 45 min af gangen som baby.

Da Trunten blev født, var vi blevet lidt klogere, og var ude og vugge barnevognen så hun faldt i søvn igen hvis hun vågnede efter 30-45 min, så hun blev rigtig god til at sove i barnevogn. Men viklen var stadig super praktisk til hende også. Der er jo kun 15 måneder mellem mine børn, så storebror var stadig lille da lillesøster blev født. Det var bare smart at hun kunne sidde i viklen, hvis Trolden blev træt af at gå ved siden af barnevognen og måtte derop.

Hvis man er så uheldig at den lille bliver syg, er viklen også en dejlig ting, der er tryghed og nærhed og barnet kan nærmest 'bo' i viklen hvis det har et par dage med feber. Når man skal til arrangementer med sin lille nyfødte, er viklen også smart - den skærmer for larm, indtryk og fremmede dikke-dikke tanter. Og så er den mere skånsom mod ryggen for den der bærer barnet, og mere skånsom mod baby, end fx en bæresele er.
Ja, den vikle var den bedste investering til en nyfødt baby og kan klart anbefales!

Det kræver lidt tålmodighed at lære at binde den, men her er instruktion og video, til at binde og til både vuggestilling og mave-mod-mave.
En strækvikle kan købes billigt her fx eller man kan selv sy en. Den er ca 5 meter lang og 50-70cm bred, og bliver så smallere i enderne så den er lettere at binde. Stoffet skal være let elastisk og åndbart. Fordelen ved Koala er, at den har en lille lomme foran. Lommen i sig selv kan bruges til en ble eller lignende, men den egentlige fordel er snøren som kan strammes, det gør det lettere at få baby til at sidde perfekt. Koalaen er en af de dyrere vikler, men man kan jo vælge at sælge den videre når man ikke bruger den længere.
Hvis man køber brugt, er det en god ide lige at forhøre sig om hvor stort et barn den har været brugt til. Stoffet kan miste sin elasticitet hvis den bliver brugt til tungere børn..

søndag den 7. april 2013

Gule gulerodsboller

En ny opskrift er afprøvet; ekstra gule gulerodsboller


Gulerodsboller: lækre, lette og luftige, som theboller.
500g mel - 250g gulerod - 2½ dl vand - 40g sukker - 1 tsk. salt - 30g gær - ½ dl olie.
Halvdelen af gulerødderne rives på den normale side af rivejernet, den anden halvdel rives ekstra fint (Det gør bollerne mere gule). Gæren opløses i det lune vand, revne gulerødder tilsættes. Olie, salt og sukker røres i, til sidst melet. Dejen skal være lidt klisteret og skal ikke æltes ret meget.
Hæver 30 min (put skålen i en plasticpose). Brug evt lidt mel på hænderne og form ca 16 boller som pensles. Hæver yderligere 30 min, og bages derefter ca 15 min ved 210 grader.

lørdag den 6. april 2013

Muffins med frugtglasur

I dag har vi bagt muffins, 3 forskellige slags med forskelligt glasur på


Her er en grundopskrift på muffins, og så tilsætter man hvilken smagsvariation man nu ønsker.

Muffin grundopskrift:
2 æg - 250g sukker - 100g smør - 160g mel - 1 tsk. bagepulver - 1 dl mælk
Æg og sukker piskes skummende, smeltet smør og mælk tilsættes, tilsæt smagsvariationen du selv vælger, mel og bagepulver sigtes i.
Bages ca. 15 min ved 180 grader.

Disse er med mørk chokolade og hindbærglasur, hvid chokolade og brombærglasur, og vanilje/citron med kakaoglasur.

Naturlig frugtglasur: Friske eller optøede bær moses godt, røres op med flormelis. Kerner fra fx hindbær kan sies fra inden glasuren røres, men de giver ekstra pynt synes jeg.



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...